Kæledyr
Kæledyr
Haletudser er afkom af frøer, selvom udtrykket haletudse også almindeligvis bruges til at omfatte unger af salamandere og vandsalamandere. Udtrykket omfatter således løst alle små organismer, der ligner haletudser. Haletudser lever generelt i vand, indtil de vokser ben, hvorefter de lever både på land og i vand.
Haletudser er umodne frøer og padder, der endnu ikke har forvandlet sig til voksen frø- eller paddeformer. De har haler for at kunne bevæge sig gennem vandet, som de er klækket ud af æg i. Nogle gange er halen stor, bred og afrundet i enden; hos andre arter er den tynd og ender som en tråd. Hovedkarakteristikken er, at den fungerer som en fiskehale som fremdrivningsmiddel eller fremadrettet bevægelse. Halen har dog hverken ben eller brusk, da den vil forsvinde i senere stadier. Hovedet er generelt kugleformet, større i den bageste del, som senere vil blive frøens krop, smallere i den forreste ende. Munden er normalt et lille hul foret med meget små tænder, der bruges til at tygge fast føde såsom detritus, nedbrydende materiale og alger.
Haletudsefossiler er fundet i de øvre miocæne lag, bevaret gennem biofilm, og knoglestruktur som carbonfilm. Nogle fossiler består af calciumcarbonat og calciumfosfat. Det betyder kun, at frøer har eksisteret siden den tid. Til nyere udvikling eksperimenteres der med haletudser for at opdage forurenede områder. Gennem bioengineering er haletudser blevet lavet til at lyse grønne, når de kommer i kontakt med forurenet vand, hvor forurendelsen måles ved at skinne på haletudsen med en blå lysdiode. Niveauet af fluorescence, der produceres, angiver mængden af forurening i området.
Hos nogle arter har haletudsens mund eksterne barbeller som dem i mundhulen på en malle, brugt til at føle efter føde, især arten Aglossal Xenopus. Hos andre som Megalophrys montana er munden en tragtlignende fremspring, hvorved haletudsen forankrer sig i oprejst position ved vandoverfladen. Nogle haletudsearter er altædende – spiser både planter og dyr – og undertiden kannibalistiske: de spiser andre af deres egen art, især New Mexicos slangespadefodpadder. En særlig art er bemærkelsesværdig ved at være gennemsigtig. Disse er de malaysiske og indiske Engystomatid-arter af slægterne Callula og Microhyla.
Efter at være brudt igennem deres ægskind, klæber haletudser normalt til planter ved hjælp af en bestemt del af deres bug, mens de konsumerer deres æggeblommesække for ernæring. På omkring en uge til ti dage vil de begynde at svømme frit og æde små planter eller alger. Før ni uger er gået, har de fleste haletudser små bagben, der viser sig, og hovedet er forlænget til en form svarende til en frøs, men halen forbliver, om end måske kortere. Ved udgangen af den tredje måned fra fødsel er haletudsen blevet en frøunge, en ung frø.
Haletudser har mange rovdyr, og chancerne for overlevelse kan være lave. Rovdyr omfatter fisk, større frøer, vandsalamandere, snegle, fugle, slanger og flodkrebs. De falder relativt lavt på fødekæden og er i risiko for at blive bytte for ethvert større eller kødædende dyr i deres omgivende habitat.