Kæledyr
Kæledyr
Hundegale findes i forskellige varianter, der kan påvirke skunk (skunk). De dør til sidst, da tegn og symptomer forværres. Hundegale-viruset angriber det centrale nervesystem og arbejder sig op til hjernen. En skunk smittes, når en rasende dyr bider den. Virus trives i spyt og indgår gennem åbninger som sår og ridser. Skunk kan smittes på forskellige måder, men tegn og symptomer er næsten identiske.
Begrebet henviser til drastisk adfærdsændring, da symptomer forværres. Modsat navnet ses det hos alle dyr med hundegale. En smittet skunk får store/pupiller. Dyret bliver irriteret pga. udviklende infektion i nervesystemet. Som følge angriber den alle, den ser – ingen tøven ved at bide andre dyr eller mennesker. Ifølge Merck Veterinary Manual er skunk mest benægt til at angribe kæledyr i byområder. Uønskede lyde/alt larm irriterer og gør den rasende skunk voldsom. Den spiser og gnager alt, den møder.
Skunk er naturligt natturn – aktiv natten for foder/vand. Ved hundegale vandrer den mere sandsynligt i daglys. Det bør være en advarsel til folk, der ser en skunk om dagen. Skunk er typisk sky og undgår daglys. Dyret behøver ikke vise irritabilitet for at vise virus – blot at være åbenlyst i daglys er et tegn.
Da virus arbejder sig mod hjernen, viser skunk ukoordinerede bevægelser. Ataxia: dyret bevæger sig frem og tilbage, svinger, snubler hyppigt. Virker nervøs/jittery. Ved dette stadium producerer skunk for meget spyt, der drypper fra, da muskelkontrol tabes. Dette spyt indeholder hundegale-virus, der overføres ved bid.
Efter tab af koordination følger forlamning. Virus begynder at skade hjernen. Kæbe- og halsmuskler forlames først. Nu kan skunk ikke længere angribe. Forlamning udbredes til hele systemet. Da virus fortsætter med at ødelægge hjernen, falder skunk i koma og dør til sidst.