Kæledyr
Kæledyr
Økosystemer kan defineres som interaktionen og relationerne mellem mange forskellige organismer og deres fysiske miljø. Økosystemer afhænger af sunde relationer mellem organismer og det fysiske miljø for at være vellykkede. Den blåringede oktopus lever i et undervands-økosystem, der opfylder fødebehov, levestedsbehov og giver den korrekte interaktion med andre organismer. Meget få steder i verden giver blåringede oktopusser det økosystem, de har brug for for at overleve.
Ca. 10 arter af blåringede oktopusser lever i forskellige områder af verden. Nogle arter, herunder den mindre blåringede oktopus, lever uden for kysten af syd Australien. Andre arter, herunder den større blåringede oktopus, lever fra nord Australien helt til Japan. De lever også i nærheden af visse øer, herunder Filippinerne, Indonesien, Papua Ny Guinea, Salomonøerne og vest mod Sri Lanka.
Blåringede oktopusser, der lever uden for Syd-Australiens kyst, er afhængige af økosystemer, der leverer tempereret vand og sandede områeder. De lever mellem dybder på 0 til 160 fod. Blåringede oktopusser i andre områder lever i lavvandede rev og tidevandspoler, på vanddybder mellem 0 til 65 fod. Fordi blåringede oktopusser ikke har skeletter, kan de trække sig ind i flasker, bløddyr-skaller, aluminiumsdåser og bare omtrent alt andet for at skabe en hule. Denne art graver også sig ned i sand eller grus for at skjule sig fra rovdyre og for at snike sig op på mulig bytte. De er primært aktive om natten.
En blåringet oktopus har brug for et økosystem, der leverer små krabbe, eremitter, bløddyr og rejer at føde sig af. Denne oktopus-art bruger sin stærke næb til at gennembore byttens hårde skaller, injicere dem med gift og føde sig af dem. Blåringede oktopusser er selv føde for talrige forskellige rovdyre. Marmen er den største trussel, men sæler, hvaler og nogle fuglearter fodres også af dem.
Alle blåringede oktopusser lever med bakterier på dem. Kolonier af bakterier lever i oktopusens spyttekirtel, og deres opgave er at producere tetrodotoxin. Tetrodotoxin er et stærkt neurotoxin, der bruges af en blåringet oktopus til forsvar og til at dræbe bytte. Et bid fra denne oktopus-art kan lammelægge og endda dræbe en voksen mand på minutter. Der findes ingen antidot, og oktopusen påvirkes ikke på nogen måde af neurotoxinen. Dette symbiotiske forhold giver både oktopus og bakterier nødvendige overlevelseselementer.