Kæledyr
Kæledyr
Behandling af en hunds aggression starter med at fastlægge typen af aggression. Årsagen afgør, hvilken metode der skal bruges til at ændre adfærden. Der er fire almindelige måder at behandle aggression på: undgåelse af situationer, der udløser aggressiv reaktion, træning, medicin der ændrer adfærd samt kastration eller sterilisation af kæledyret. Det er bedst at arbejde sammen med en uddannet, pålidelig professionel ved korrektion af aggressiv adfærd, og undgå de "trænere", der bruger brutale metoder til at "rette" adfærd op. Fysisk straf vil sandsynligvis kun gøre hundens adfærd værre.
Over halvdelen af hunde, der opsøger en dyrlæge på grund af adfærdsproblemer, har en medicinsk tilstand, der kan bidrage til deres aggression. Det første skridt i behandlingen af din hunds aggression er at udelukke, at et medicinsk problem forårsager adfærden. Medicinske problemer, der kan få en hund til at opføre sig aggressivt, omfatter skader, tandproblemer, dårligt syn, ledsmerter, hypothyreoidisme, smerte, ubalance i hjernekemi, encephalitis, hundesyge, lavt blodsukker, epilepsi, hjernetumor og hovedtraumer.
Dominansaggression er den mest almindelige type aggression. En hund, der udviser dominansaggression, gør, knurrer, viser tænder og bider de mennesker (eller hunde), den står nærmest – typisk på grund af en stor konflikt med den person, den føler står tættest på den i "rangorden". Hundens kropsholdning er selvsikker, og den vil sandsynligvis udvise aggression, når ejeren stirrer på den eller skælder den ud, når den forstyrres under hvile, når den røres ved, og når den nærmer sig, mens den spiser eller leger med et legetøj, den værdsætter. Trænere anbefaler generelt, at hundens interaktion ophører med alle undtagen familiemedlemmet, som den har konflikten med. Hundens gøres afhængig af den ene person, den har konflikten med, for alt – mad, vand, motion, ros, kærlighed og leg. Personen skal træne hunden til at gå ind i underkastende positioner, såsom sid og dæk, på kommando. Det er altid bedst at arbejde sammen med en professionel ved træning af en dominansaggressiv hund.
Mens enhver type aggression bør håndteres af en uddannet professionel, er det især vigtigt med den frygtaggressive hund. Denne hund bliver aggressiv, når den er bange. Den kan vise tænder, knurre og forsøge at undslippe det, der skræmmer den. Dens stemme kan ændre toneleje og styrke, og den kan tisse eller skide. Dens hoved og krop sænkes, og ofte vil ørerne være flade mod hovedet. Hårene på ryggen rejser sig, snuden rynkes, og den vil vise tænder. Den ønsker ikke at konfrontere det, der skræmmer den, og vil forsøge at trække sig tilbage. Hvis den dog er hjørnet, eller opfatter sig som hjørnet, vil den bide. Frygtaggression skyldes socialisering, temperament, misbrug, genetik, træning og andre faktorer. Hvis fremmede udløser frygtaggression hos din hund, anbefaler trænere generelt at udsætte ham for fremmede på en sikker, positiv og opmuntrende måde. Din hund vil se til dig for at afgøre, om den skal være bange. Hvis du er nervøs for, at din hund møder nye mennesker, vil din hund sandsynligvis opfange signalet, hvilket får den til at blive mere bange og mere aggressiv.
En hund, der er territorialaggressiv, beskytter, hvad der er hendes, selv på upassende tidspunkter. Hun kan beskytte sin ejer, hjem, nabolag eller bil. Hun vil dog ofte være venlig på neutralt territorium. Med en territorialaggressiv hund bør du undgå situationer, der får hende til at opføre sig dårligt. Hvis din hund gør og knurrer, når du åbner døren, og ikke reagerer på dine kommandoer om at stoppe, skal du sætte hende bag lukkede døre eller i en transportkasse, før du åbner døren. Udeluk hende fra situationer, der udløser den aggressive reaktion, indtil hun er rolig og kan reagere på dine verbale signaler. Hvis du har en territorialaggressiv hund, bør du opsætte et "Pas på hunden"-skilt.
Forebyggelse er altid bedre end behandling. Hvis du har en ung hund, især en hvalp, er der mange skridt, du kan tage nu for at sikre, at din hund vokser op uden aggressive tendenser. Hvalpe skal socialiseres med mennesker og andre hunde, startende fra omkring 3 ugers alder – det er, når de først begynder at se og høre. Socialiseringen bør fortsætte, indtil de er mindst 14 uger gamle. I alderen 8 til 10 uger gennemgår hvalpe en frygtperiode. I denne tid bør de ikke discipleres hårdt, og de bør håndteres skånsomt af voksne og børn. I disse få uger præges de med adfærd, de vil bære med sig resten af livet. Hvis hvalpe ikke socialiseres inden 14 uger, vil de måske aldrig være helt pålidelige omkring mennesker og/eller hunde. Indtil de er 14 måneder gamle, er det vigtigt at fortsætte med at præsentere dem for fremmede – mænd, kvinder, børn og andre dyr. Det er også vigtigt, at nogle af disse præsentationer finder sted på hundens eget territorium.