Kæledyr
Kæledyr
Fedtvævstumorer kan forekomme hos hunde af alle race i enhver alder. De fleste af disse tumore er godartede og kræver ikke fjernelse, medmindre de er meget store. Hvis din hund udvikler en fedtvævstumor, konsulter en dyrlæge for at være sikker på, at det er en godartet tumor.
Fedtvævstumorer er også kendt som lipomer hos hunde. Lipomer forekommer oftest hos overvægtige hunde og hunhunde. Disse tumore er ikke maligne og udgør ingen trussel for hundens sundhed, medmindre de bliver meget store eller begrænser hundens bevægelsesfrihed. Det kan dog være vanskeligt for en uuddannet kæledyrsejer at skelne mellem en lipom og en malign tumor. Af denne grund bør du besøge din dyrlæge for en korrekt diagnose.
Fedtvævstumorer eller lipomer bedskrives bedst som fedtdepoter, der er i et abnormt område på hundens hud. Lipomer er normalt placeret i subkutant væv og er smertefrie. Selvom faste, kan denne type tumor bevæges og er ikke forbundet med nogen type infektion hos hunden.
En dyrlæge kan bekræfte diagnosen af en fedtvævstumor ved nåleaspiration. Dette indebærer at tage en prøve af celler fra tumoren og undersøge dem under et mikroskop. Hvis nogen af cellerne virker abnorme og sandsynligt maligne, kan dyrlægen tage en vævsprøve fra hunden til yderligere undersøgelse.
Den eneste måde at fjerne en fedtvævstumor hos hunde er at kirurgisk fjerne den. Der er risici forbundet med narkose hos hunde, så det er et vigtigt punkt at overveje. Mange dyrlæger fjerner kun kirurgisk tumoren, hvis den er meget stor eller påvirker hundens evne til at bevæge sig. Til tider vokser fedtvævstumorer store og kan have brug for at blive fjernet. Dog kan denne type tumor vokse igen. De fleste dyrlæger tager målinger af tumoren og observerer den i flere måneder. Hvis den ikke vokser større, er ingen behandling nødvendig.
Fedtvævstumorer er ikke farlige og forårsager ingen symptomer hos hunde. Hvis din hund har en tumor og har symptomer, konsulter din dyrlæge. Symptomerne på canine kræft er forstørrede lymfeknuder; sår, der ikke helbreder; blødning fra mund, vagina, næse, rektum eller urinrør; vanskeligheder med at spise; åndedrætsbesvær; vanskeligheder med at urinere eller defekere; mangel på appetit; vægttab; mangel på energi; knuder i brysten; eller en forskel i testikelstørrelse.