Havørnen næsten uddød i 20. århundrede på grund af flere faktorer:
- DDT-forgiftning: Pflanzengiftet DDT ackumulerede i fødekæden, forstyrrede calciumstofskiftet og forårsagede tyndere ægskaller og reproduktiv fiasko.
- Habitatstab og ødelæggelse: Urbane udvikling, skovrydning og industriel aktivitet trængte ind på redepladser og jagtgrunde.
- Jagt og forfølgelse: Ørne blev dræbt til sport, trofæer eller fordi de blev set som trusler mod husdyr og fiskeri.
- Ægsamling og forstyrrelse: Yngleforsøg forstyrret af samlere, der søgte æg til videnskabelige eller dekorative formål.
- Sekundær forgiftning: Ørne kan have spist bytte med bly eller kviksølv.
Takket være bevaringsindsats – herunder DDT-forbud, beskyttelseslove, offentlig opmærksomhed og habitatgenopretning – har havørnebestanden gjort en bemærkelsesværdig comeback og anses ikke længere for truet.
